7. Januar 2019 Anna Nordica | © Copyright og ophavsret – tekst og billeder må ikke kopieres!

Ametyst – afkodning af Ametystens mest centrale og betydningsfulde egenskab

Ametysten er og bliver en af de klassiske krystaller i det spirituelle Energiarbejde. Den har i tusindevis af år haft en helt særlig betydning på tværs af kulturer og landegrænser. Uanset hvor, så har Ametystens egenskaber været beskrevet nogenlunde enslydende.

Derfor skal vi i dag dykke dybere ind i en af Ametystens helt særlige og betydningsfulde egenskaber, som har gjort hende til en af de mest populære krystaller i hele verden – og hvorfor du netop slet ikke kan undvære hende i dit Energiarbejde.

Men før vi giver den fuld gas, skal vi lige have styr på, hvem Ametysten er.

Ametyst beskrivelse

Ametysten tilhører den kraftfulde Kvartsmineral-familie (SiO2), hvor hun er den lilla søster til den klare Kvarts (Bjergkrystal), Røgkvarts, Rosakvarts, Citrin og mange andre Kvarts-variationer. Derudover findes der flere Ametyst-varianter, såsom Chevron Ametyst og Ametrin, og hun findes også med forskelige inklusioner. Den smukke lilla Kvarts er også en essentiel del af Den Ny Tids Krystaller, så som Super7 og Auralite.

Ametystens farve kan variere fra lys og klar lilla, til en utrolig mørkelilla, som du ikke kan se igennem.

Derudover anses Ametysten for at være en af de Kardinalske og hellige krystaller på lige fod med Diamanten, Rubinen mfl.

I dette blogindlæg vil jeg omtale tilstande, herunder afhængigheder, der kan være behandlingskrævende. Oplever du disse, vil jeg opfordre dig til at opsøge passende professionel hjælp. Krystaller er energiredskaber, der kan komplementere, men hverken skal eller må erstatte lægelig eller terapeutisk hjælp.

/ Anna

Ametystens egenskaber – the BIG one!

Ametystens egenskaber, særlige betydninger og energiaspekter er ganske specielle og kraftfulde. Du kan læse mere om dem her i min Krystalguide (som link i teksten). Ja, Ametysten er beskrevet så mange steder på et hav af forskellige måder.

Men der er en særlig egenskab, som ofte bliver … well, ikke overset, men måske mere undervurderet, fordi egenskaben bliver forstået i dens direkte betydning. Jojo, denne egenskab er skam også blevet brugt for dens direkte betydning gennem historien, men det er faktisk kun en meget konkret og praktisk anvendelse af egenskaben.

Og egenskaben er …

Ædruelighed.

Men før jeg afkoder denne egenskab, og hvorfor den er vigtigere end nogensinde, skal vi dog først en tur til det gamle Grækenland.

Netop det oldgræske navn for Ametyst (Amethystos) kan oversættes til ’ikke beruset’, og her blev hun også aktivt brugt til at modvirke fuldskab og afhængighed af alkohol. I stort set alle oldgræske myter om Ametysten indgår der næsten altid alkohol i form af vin.

Se, for at forstå ædruelighedens betydning, er vi også nødt til at se nærmere på alkoholens betydning. Det siges at ordet alkohol stammer fra det Arabiske ord ’Al-khul’, der angiveligt skulle oversættes til ’Body Eating Spirit’. Her beskrives også hvordan den rene sjæl må forlade kroppen, og hvordan man derved er overladt til de aller laveste vibrationer, dyriske og primitive instinkter, når kroppen påvirkes af alkohol. Blackouts skulle derfor være sjælen, der forlader kroppen, dog uden at du dør, men er overladt i en tom, grænseløs og ubeskyttet tilstand. I denne tilstand vil man nemt kunne påvirkes, og komme under indflydelse af ondsindede kræfter.

Derfor er det heller ikke svært at forstå hvorfor ædruelighed altid har haft en særlig betydning. Eller, hvordan Ametysten er blevet knyttet sammen med alkohol gennem dens navn og ædruelige egenskab.

Men …

selvom det giver god mening, er bare ikke hele sandheden om denne egenskab.

Afkodning af Ametysten – sandheden om den vigtige egenskab

Fordi Ametysten så længe har forbundet med ædruelighed fra alkohol, er egenskaben over tid nærmest blevet reduceret kun til at handle om den type ædruelighed. Du kan nemt finde krystalbeskrivelser af Ametysten, hvor der hurtigt skøjtes henover præcis denne vigtige egenskab.

Jo jo, ædruelighed nævnes da ofte, men sjældent med dens rette betydning.

Ametystens ædrueligheds-egenskab handler nemlig ikke om alkohol - tværtimod er der nemlig tale om en langt dybere forståelse af den ædru tilstand:

Ametystens ædruelighed er en ikke-påvirket tilstand, en uafhængighed, hvor der intet øver indflydelse eller på anden vis har en indvirkning på dig og din energi.

Ja, det skal nok lige læses igen, for det er virkelig essensen af egenskaben.
Ædrueligheden betyder, med andre ord, en frigørelse fra alt det der påvirker dig og som rækker ind i din kerne (eller sjæl), og gør dig afhængig af det. Disse afhængigheder kan være alt fra misbrug af mad, nikotin, narkotika, meningsløs sex, shopping, gamle mønstre, pleaser-gen, hensynsbetændelse, sociale medier, spil, negative og nedarvede livsregler, status, dit ego, selvdestruktiv livshåndtering, depressive tilstande, manipulation, falskhed

…. Og selvfølgelig alkohol.

Ja, hvad end der er dit drug of choice, så er det nemt at blive afhængig af dets bedøvende effekt, der afleder dig fra at mærke dét, der virkelig betyder noget for dig og dit liv – herunder også din egen healing. Afhængigheden gør dig følelsesløs og distanceret, ja næsten bevidstløs i livet, som i sidste ende disconnecter dig helt fra din sjæls kald.

Derfor er denne afkodning så vigtig.

Ametystens egenskaber handler netop om transformation fra disse lave energier til de højeste vibrationer – om bevidsthed, frihed, nærvær, din sjæls lys og det naturlige livsenergiflow, så du kan virkelig leve og se dit liv klart, uden påvirkning.

Altså helt ædru.

Afkodning af ametysten

 

Ametystens betydning anno 2019 – sådan bruger du Ametysten

Der er ingen tvivl om, at vi lever i en tidsalder og kultur, der nærmest er designet til at aflede og gøre dig afhængig – tænk bare på de sociale medier. Ja, alle har en interesse i din tid, dine penge og din opmærksomhed.

Aldrig har vi haft større behov for at mærke os selv, føle forbindelse, leve oprigtigt og naturligt – at nyde livet og leve vores sjæls kald.

Måske er det derfor at Energiarbejde med Ametysten er blevet så populært (igen). Her bruges hun som et naturligt redskab til at forbinde dig med hendes dybe og rene klarhed. Ikke kun når livet bliver tåget, men også i hverdagen til at styrke din bevidsthed og forbindelse til din kerne. For ikke at tale om hendes klare spirituelle forbindelse, der løfter og forbinder dig med dit højere selv. Ja, din ædruelige og sande tilstand. Her vil hun være din guide, der både beskytter og støtter din udvikling mod dét der virkelig kalder på dig i livet.

Dét kan du blandt andet læse mere om her:

En efternote om alkymi og alkohol i krystaleliksir

Ja, jeg er godt klar over at dét med alkohol måske efterlader flere spørgsmål end svar. Alkohol bliver jo brugt i flere alkymiske praksisser, som eks. til at udtrække essensen af urter og blomster til essentielle olier – igen er kodeordet ’udtrække’. Der hvor problemet opstår er indtagelsen og mængden. Særligt kan det blive problematisk, hvis du drikker Krystaleliksir lavet på alkohol, såsom Cognac.

Den praksis er jo dybt ironisk, især når der bliver brugt Ametyst …

Min anbefaling vil altid være, at dels lave din egen krystaleliksir uden alkohol, men med rent vand, så du både får den rene krystalenergi og vandets healende egenskaber på samme tid.

Det kan du læse mere om her:

https://annanordica.dk/blog/krystaller-i-vand-sadan-drikker-du-krystalenergi

 

Energi & Lys

Anna

Ps: har du spørgsmål til dette blogindlæg om Ametystens egenskaber? Så er du altid velkommen til at kontakte mig.

PPS: Nej, det er ikke det ene glas vin, du drikker, der betyder noget … alt med måde og under kontrol, så er du all-good.

PPS: Ametyst tåler ikke at stå i direkte sollys. Sollyset vil skade og blege den over tid – så nej, sollys ’oplader’ bestemt ikke Ametyst (faktisk ingen, men det er så en anden snak).

Besøg butikken her  >>